Tilbage

Overby

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Nisserne i Overby



Jeppe tjente hos Erik Nielsen i Overby. Han var god til sit arbejde og vellidt på gården.
Når han efter en dags hårdt slid havde fyraften, mødtes han undertiden med de andre karle. De spillede kort og andre spil, de sang og løb om kap eller brødes for sjov, drak en slurk brændevin, når de havde råd til det,
og så fortalte de hinanden historier.

En aften faldt talen på nisser.
Der blev fortalt nogle spredte, usikre historier om nogle nisser, andre havde set, men ingen vidste noget bestemt.

Da kunne Jeppe ikke nære sig. Han måtte fortælle om de nisser, som boede på hans husbonds gård, selvom bonden havde advaret ham imod at gøre det, fordi nisserne tog det meget ilde op. Men denne lejlighed til at prale med sit førstehånds kendskab til nisser kunne Jeppe ikke lade gå fra sig.

"Nu skal I høre", sagde han. "Jeg ved så meget om nisser, at jeg kunne fortælle hele aftenen.
De bor nemlig på gården, hvor jeg arbejder, og jeg har både set dem og snakket med dem".

"Du vil binde os noget på ærmet, vil du", sagde kammeraterne. "Men lad os nu bare høre".

"Jo", sagde Jeppe. "Når man møder dem første gang, tror man, det er et lille barn man ser, for større er de ikke, men deres ansigter er gamle og rynkede, og mændene har langt skæg. På hovedet har de røde tophuer, og dertil rødstribede trøjer og grå bukser. På fødderne har de træsko".

"Det er jo meget godt", sagde de andre. "Men det her vidste vi i forvejen, det ved jo alle og enhver".

"Jo, men", sagde Jeppe. "Nu skal jeg fortælle jer nøjagtigt hvor på gården de bor! En af dem bor i kostalden, han passer på køerne, er gode venner med hestene, og den store, gråstribede hankat er hans kæledyr. Han bor helt alene, han er bedstefar til dem allesammen. Hans kone er død, for nok bliver nisser meget gamle, flere hundrede år, men de må dog dø engang. - Hans søn med kone og børn bor på høloftet, en anden familie bor under køkkengulvet. Det er bedstefaderen og de to familier, jeg kender personligt, men der er andre af nissefamilien, som jeg kun har set smutte forbi, så helt nøjagtigt hvor mange der er, ved jeg ikke".

De andre karle sad stumme af forbavselse. Når Jeppe nu vidste så god besked fandtes de måske alligevel.

"Er de rare eller slemme"? spurgte de. "Jo, se, for det meste er de rare og hjælpsomme, hvis man altså stiller fadet med grøden på det rigtige sted og til rette tid. På vores gård tager madmor sig af det. Ellers skal man bare lade dem passe sig selv. De kan nu godt undertiden lide at drille, og mig har de et horn i siden på.
Jeg ved ikke rigtigt hvorfor".

"Fortæl, fortæl", råbte karlene. Nu var de næsten overbeviste om, at der virkelig var nisser på gården, og de sad med ørene på stilke, da Jeppe fortalte videre. "En dag sagde bonden til mig, at hestene manglede havre, og at jeg skulle stikke ud i laden for at hente noget. Jeg havde nu selv set at hestene manglede og havde været i laden, men der kunne jeg ikke få øje på et eneste havrekorn. Da jeg sagde det til husbond, grinede han af mig og sagde, at jeg var en kluddermikkel, som havde sine tanker andre steder. Nu skulle jeg bare gå og hente den havre.
Helt i vildrede med, hvad jeg havde set eller ikke set, løb jeg igen ud i laden, og der lå minsanten en stor bunke havre, og da jeg tog til hestene, hørte jeg et undertrykt grin, og jeg så lige toppen af en rød hue". "Der tog de dig vel nok ved næsen. Det har du rigtig godt af, du som tror, du er så dygtig til alting", sagde karlene.

Jeppe blev ked af, at han havde fortalt dem om det, men nu var han kommet så godt igang, og hans tilhørere var blevet så interesserede, at han også fortalte dem om sin anden oplevelse med nisserne. "I ved jo godt, at husbonden helst ser, at man henter halmen til at strø under dyrene før det bliver mørkt. En dag var jeg sent på den og stavrede i buldrende mørke op ad den stejle stige til loftet. Da jeg næsten var kommet op, fik jeg en knippe i hovedet, så jeg trillede ned. Jeg lå dernede og ømmede mig. Så begyndte nisserne under megen råben og skrigen at smide halmknipper efter mig, og hver gang de ramte, klappede de i hænderne. Da der var nok halm til at strø med, holdt de op. Jeg kravlede ud og var ganske uskadt".

Karlene grinede så højt, at Jeppe blev helt flov, men samtidig kunne han se, at de var blevet overbevist. For at gøre historierne endnu mere spændende sagde han: "Og så må man slet ikke fortælle om nisserne, det bliver de meget vrede over"!

Hans kammerater kiggede målløse på ham: "Hvordan turde du! De kunne jo hævne sig. De synes jo at være meget magtfulde. Men det er jo nok opspind det halve af det du har fortalt". Dermed tog de frakker og huer på og gik hjem, det var nemlig blevet sent. Jeppe var tavs, ked af sit forræderi og bange for at gå hjem, men til sidst måtte han jo afsted. Han listede stille ind i gården og hen til sit kammer. Allerede i gangen hørte han et mægtigt spektakel. Han kom til sin dør, tøvede lidt foran den, men rev den så op. Nisserne, som havde rodet i hans ting, for ud i hjørnerne og gloede på ham så stille og ildevarslende, at hjertet sank i livet på ham.
Han vidste ikke, hvor længe han havde stået der med rystende knæ, men til sidst famlede han efter sit fyrtøj for at fordrive mørket. Han kunne ikke finde det, så han styrtede ud i køkkenet for at tænde et lys ved gløderne i ildstedet. Nisserne for efter ham, de knurrede og hvæsede, nev ham og spændte ben for ham, så han var nær ved at falde. Han nåede dog til sidst køkkenet, fik tændt et lys, og i samme øjeblik forsvandt de. Han gik tilbage til sit kammer og i lysets skær så der ud, som det altid havde gjort. Ganske udmattet faldt han om på sin seng.
Han drømte hele natten om glødende øjne og nappende fingre.

Efter den nat fortalte han aldrig et ord mere om nisser og til sidst blev han nærmest helt gode venner med dem. Bondens forhold til nisserne var dog betydeligt bedre. Han respekterede dem, og de hjalp ham på alle måder, så alt på gården og i marken trivedes vel.

Her er historien om, hvordan nissebedstefar hjalp Erik Nielsen ud af en knibe.

Odboerne kørte jævnligt ind til Nykøbing for at sælge kreaturer eller købe fisk og andre ting med hjem.
De tog altid afsted tidligt om morgenen, tilbragte dagen med køb og salg, kiggede på alle byens herligheder, tog sig en forsvarlig dram, og i skumringen kørte de så hjemad igen.

På Overby Lyng er der en bakke, som hedder Knarken. Den ligger øst for Fællesskoven og er idag bebygget med sommerhuse. Nå, på Erik Nielsens tid boede der trolde i Knarken. Da bønderne kom tilbage fra Nykøbing, så de allerede på lang afstand et lysskær fra bakken, og de vidste, at nu holdt troldene gilde igen, og bakken stod på gloende pæle. Da de nåede hen til bakken, gik den første vogn i stå, og intet kunne rokke den af flækken. De andre bønder steg af vognen og skubbede og trak i hestene, men lige meget hjalp det. De stod og snakkede om, hvad de skulle stille op, om de mon skulle stå på landevejen, til lyset brød frem, og troldepakket var færdig med festen? Da huskede Erik Nielsen at han havde en gammel aftale med nissebedstefar: - han fløjtede og straks kom en stor, brun hund springende. Den hoppede op bag i den forreste vogn og smed noget af. Så var den forsvundet igen - som sunket i jorden. Vognen kunne nu køre igen og bønderne skyndte sig hjem.

Slut

til toppen

Tilbage