Tilbage

Fårevejle sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem


Historier om Dragsholm Slot

For næsten 1000 år siden blev Dragsholm Slot bygget. Dengang var det en borg, bygget af røde munkesten. Munkesten var de første mursten, man brugte.
De var en del større end nutidige mursten. Borgen havde mægtig tykke mure, sine steder op til 21/2 meter, et stort tårn og dybe voldgrave. Lammefjorden var endnu ikke inddæmmet.
Borgen lå på en smal landtange med Nekselø bugt på den ene side og Lammefjorden på den anden. Den var bygget på landtangens smalleste sted og derfor sikret mod fjendtlige overfald.
En landtange kalder man også et drag, derfor navnet "Drags"holm. Men der findes en historie om, at en drage boede i den høj, hvorpå borgen senere blev bygget.
Borgen skal da have fået sit navn efter den.
Dragen flugte på sine plyndringstogter altid den samme vej.
Den kan man stadigvæk se syd for slottet. Den hedder den dag i dag Ormevejen.

Det første slot, som altså egentlig var en borg, blev i 1658 erobret af svenskerne og brændt ned. Tårnet blev sprængt i luften. Efter svenskerkrigen var endt, stod kun de røgsværtede ruiner af den før så stolte borg tilbage. Det var gået lige så hårdt ud over landet omkring den.
Landsbyer og gårde var brændt, mange mennesker døde, kvæget forsvundet og markerne ødelagte. Der var stor nød og fattigdom i hele landet.
Derfor lå Dragsholm som ruin i næsten 40 år.

Så købte en rig adelsmand, kammejunker Frederik Christian Adeler borgruinen og de tilhørende jorder.
I 1697 kunne han sætte sine og sin kone Henriette Margrethe von Lentes forbogstaver under det nye slots gårdsgavl: 16 FCA HML 97
Adelerslægten sad på Dragsholm i mere end 200 år.
I 1785 fik slottet navneforandring til Adelersborg, men siden fik den sit gamle navn tilbage.
Ved genopbygningen lod man de ældgamle fundamenter, kældre og mure stå og byggede på og omkring dem.
Sådan gik det til, at fængslet i tårnets kælder kan ses idag. Det er et slemt fangehul. Koldt, fugtigt og altid mørkt, fordi der ingen vinduer er.
Da fængslet var i brug, var der ingen trappe, men kun en lem i loftet, hvorfra maden og drikkevandet kunne hejses ned til fangerne.
Sengen var en bunke rådden halm på gulvet og rotter det eneste selskab.
Dette umenneskelige fangehul blev af den danske konge som dengang ejede borgen, brugt til herremænd, som havde forbrudt sig mod loven.
Borgermænd blev hængt for lignende forbrydelser, men adelsmændene døde en langsom, forfærdelig død, lænket til væggen i fængselshullet. Det fleste overlevede ikke ret længe, nogle begik selvmord, andre blev vanvittige.
Det bliver fortalt, at genfærdet af disse ulykkelige mænd går om på slottet.
De puster iskolde åndedrag over sovende folks pander, trækker deres dyner væk og puster lysene ud. Genfærdenes fodtrin knirker på trapperne, man hører lyden af kareter, som kører ind i gården, og gammeldags klædte skikkelser forsvinder ind i skabe.

Den berømteste fange på Dragsholm var en skotsk adelsmand.
Han hed James Hepburn, Jarl af Bothwell.
Han var en rig og mægtig mand i sit hjemland og blev endda gift med
dronningen af Skotland, Marie Stuart
. Han måtte flygte, fordi han havde været for begærlig efter magt og brugt midler som mord og forræderi for at få og beholde den.
På sin flugt blev han taget til fange af den danske konge og ført til Dragsholm Slot.
Der døde han efter fem års fangenskab og blev begravet i Fårevejle Kirke.
300 år efter hans død blev hans kiste åbnet. Man fandt hans krop og tøj velbevaret.
Kisten havde stået på sandbund, og derfor var liget blevet mumificeret. Da luften kom til, begyndte hans krop og tøj langsomt at smuldre bort, men så sent som i 1976 kunne man i kælderen under et sidekapel se jarlen i sin kiste.
Kisten er der stadig, men den er nu lukket, fordi liget opløses mere og mere.
Jarlen af Bothwell spøger.
Han går igen som en høj, grå mand, klædt i en kappe. For en del år siden var en af slottets stuepiger på vej til køkkenet, da mødte hun en statelig mand, næsten skjult af en grå kappe. Hun nejede og hilste. Hun troede, der var kommet gæster. Hun spurgte, hvem han var. Manden vendte sig langsomt om. Hans skarpe øjne så længe og indtrængende på pigen, så længe, at det løb hende koldt ned ad ryggen.
Endelig sagde han med hul stemme: "Om jeg også fortalte dig det, så kendte du mig ikke". Så forsvandt han for hendes øjne. Stuepigen kiggede op og ned ad korridoren, men kunne ikke mere se ham.

Lige efter den sidste krig, i 1945, sad ejeren af slottet, Bøttger, sammen med sin familie og nogle venner i den "forgyldte" stue.
Slottet var lige blevet forladt af tyskerne, som havde brugt det som flygtningelejr.
Der var øde og tomt i slottet.
I måneskinnet, som strømmede ind gennem vinduerne, så de en skikkelse komme imod sig.
Det så ud, som om den svævede. Skikkelsen var klædt i en grå kappe, men virkede ikke spor uhyggelig. De troede at en fremmed var kommet ind, og råbte:
"Halløj!".
I samme øjeblik opløstes skikkelsen. Da blev de dog beklemte og undersøgte hele slottet.
Det kunne jo have været en tysker, som havde gemt sig.
Men alle døre og vinduer var lukkede, de fandt intet spor af den "grå mand".

Jarlen vandrer ikke kun hvileløs rundt på Dragsholm Slot.
Han kan også mødes i Fårevejle Kirke.

En gang var der nogle murere, som reparerede noget ved kirken.
De boede så langt fra Fårevejle, at de ikke kunne nå hjem om aftenen.
Derfor sov de på våbenhusets loft.
Den ene af dem var en spøgefugl, som kunne lide grove løjer. For at vise, hvad for en karl han var, gik han en nat ned i kirken, tog jarlens lig op af kisten og gav det en på siden af hovedet. Han grinede og pralede af det hele den næste dag.

Natten efter kom slæbende skridt op ad stigen til loftet, hvor de to mænd lå.
Det var bælgmørkt, så at spøgefuglens kammerat ikke kunne se, hvad der foregik.
Men han hørte den anden stønne og jamre sig, og det lød som om nogen gik og slæbte omkring med ham.
Næste morgen var spøgefuglen uhyggelig bleg, det morsomme var gået af ham, han kunne næsten ikke røre arme og ben.
Han sad bare og stirrede ud i luften uden at sige et ord.
Han ville heller ikke fortælle, hvad der var hændt.
Da det blev fyraften, tog han benene på nakken og løb så langt fra kirken, han kunne komme.
Kammeraten brød sig heller ikke mere om at sove på loftet i kirken.
De spurgte en bonde, om de måtte sove i hans lade, og det måtte de godt.
Slut

Se historie om Dragsholm Slot med billeder

Tilbage