Tilbage



Den slemme



Ved Æmoseledet, mellem Fårevejle og Linderup, så man ofte de særeste Syner.
Folk var ikke meget for at komme der forbi ved nattetid, og de, der var kommet den vej, efter at mørket var faldet på, havde næsten alle set "noget" og var ilet derfra i rædsel. En bonde fra Ordrup, som havde været kørende udensogns, tog det noget mere roligt.
Da han på hjemturen hen imod midnat var nået til ledet, gik hestene pludselig i stå.
Manden forsøgte at få dem i gang igen, men forgæves.
Så brugte han sin pisk, men selv om hestene lagde sig i selerne, så det knagede, og huggede hovene i vejen, så gruset føg om dem, kunde de dog ikke rokke vognen fra det Sted, hvor den stod.
Manden havde godt nok hørt, at sligt kunde indtræffe, havde også hørt noget om, hvad man burde gøre, når det skete.
Sindig og rolig stod han af Vognen og gik hen foran den nærmere hest og kiggede ind mellem hovedtøjet og hestens kæbe. Herfra skulde han kunne se, hvad det var, der holdt igen på vognen.
Det gav et lille sæt i manden, og det var også, ligesom han sank en smule i knæene, men det var heller ikke noget skønt syn. han havde for øje.
Der bagved så han ganske tydeligt "den slemme", der stod og havde hugget kløerne i bagsmækken.
Så forstod han godt nok, hvorfor vognen var så ualmindelig tung.
Uden tøven gik han nu hen til det nærmere baghjul, trak lundstikken op og lagde hjulet op i vognen.
Han var klar over, at nu måtte ham med hestehoven skifte plads og tage fat der, hvor hjulet var fjernet.
satte bonden sig ganske roligt til rette på Agefjælen, og i strygende trav gik det nu ad hjemmet til.
Da de så nåede op på åsen, der hvor det gamle åsgærde løber hen langs bakkekammen, faldt vognakslen ned på vejen med et skrald og samtidig hørtes et skingrende skrig, og det så ud, som om noget løb hen langs gærdet.
Manden syntes, det lignede en stor, sort hund.
Så blev hjulet sat på, og Manden kørte hjem.
Men mangen Gang senere hen tænkte han på sit møde med "den Slemme" ved Æmoseledet


Slut

til toppen

Tilbage