Tilbage

3 Eventyr

Folkeeventyr der blev fortalt i de lange vinteraftener i odsherred.

Der var en by, hvor de engang lå i strid med en trold, og de fik først fred for ham, da de lovede hvert år at sende ham en karl for at slå hø. Men trolden beholdt disse karle.

Fra en af gaardene skulde nu sønnen sendes derhen." En dreng, som var der, gik om aftenen hjem til sine forældre og blev der natten over. Han fortalte da til sin moder, at de dagen efter skulde have sønnen afsted, og han vilde dog saa nødig af med ham. De kom nu i seng, og efter at konen havde nævnt om dette til sin mand, sagde hun:
"Men naar bare de vilde komme til mig, saa skulde jeg nok hjælpe dem."
Drengen laa og hørte det. Han spurgte da, om han maatte gaa i stedet for sønnen.
"Det kommer an paa, om du kan magte letøjet," sagde moderen.
Drengen nævnte nu, at sønnen skulde tidlig afsted, og konen maatte saa se at komme op for at faa ordnet letøjet. Efter at hun var færdig med det, sagde hun til drengen:
"Hvis du kan hugge den ledsten derude over, da kan du klare dig."
Han fik nu letøjet. Det saa ud, som der paa skaftet af det var sat et stykke Ben. Saa gik han ud til ledstenen og huggede den midt over.
Derefter tog han letøjet paa nakken og gik hen til gaarden. Konen stod 'der og græd. Hun mente, at hun ikke mere fik sin søn at se.
Drengen sagde da til sønnen:
"Jeg gaar nu i stedet for dig, men giv mig lidt mad med." "Kan du klare dig med det letøj?" spurgte sønnen.
"Jo," sagde drengen, "det skal jeg nok, for naar jeg kan slaa en sten over med det, saa kan jeg ogsaa hugge hovedet af en trold." Han gik da hen til trolden. Efter at han havde hilst godmorgen, sagde trolden:
"Morgen Knolde. Hvad vil du?"
"Hugge hovedet af trolde," sagde drengen, og saa huggede han hovedet af ham.



Der var en karl og en pige, som svor hinanden til baade i liv og i død.
Den af dem, der levede længst, skulde begraves sammen med den anden.
Saa døde karlen.
I den gaard, hvor pigen var, skete det da en aften, at hundene blev saa tossede, at der næsten ikke var til at være for dem.
Drengen maatte først gaa ud for at se, hvad det var, men han kunde ikke se noget.
Manden og karlen, som senere gik ud, saa heller intet.
Men hundene blev ved at være lige gale. Saa gik pigen ud. Hendes døde kæreste kom da og bad hende om at følge med sig.
Det vilde pigen nok. Hun gik saa ind og tog noget tøj paa, men kom snart efter ud igen.
Den døde hjalp hende da op paa en hvid hest, som han red på. Selv satte han sig op foran hende, og så red de.
Da de havde redet et stykke, sagde han:

"Død mand rider rank,
Maanen skinner blank,
er du ikke bange, min pige?"

"Nej, saa længe jeg er hos dig, er jeg ikke bange," sagde hun. De red da lidt igen.
Den døde gentog sit spørgsmaal, og pigen gav det samme svar.
De kom saa til en kirkegaard.
Pigen ser da, at hendes døde kæreste gaar derind og kradser op i en grav.
Hun løb nu hen til et hus og bankede paa.
De lukkede hende ind, men de sagde: "Vi har lig i huset." Pigen bad dem om at vende det. De vendte da liget om paa maven og skrev kors over døren.
Saa kom pigens døde kæreste og vilde have hende, men han kunde ikke komme ind ved det, at der var kors over døren.
Han raabte da:
"Luk mig op du døde."
Den døde, som laa derinde, sagde:
"Det kan jeg ikke, for jeg er vendt om paa maven.
Der blev lyst om pigen, men ingen vidste, hvor hun var bleven af, før der var gaaet tre Aar.
Hun havde straks efter aabenbaret sig for præsten og forklaret, hvorledes det hængte sammen, at hun havde svoret sig til sin kæreste i liv og død. Præsten sagde, at hun kom til at blive der i huset i tre Aar, før kunde han ikke hjælpe hende.
Den grav, som karlen laa i, var klappet til om dagen, men om natten fandtes der et hul i den, saa det saa ud til, at han var oppe ad den.
Paa tre aars Dagen mødte præsten i fuld ornat henne hos pigen, og de fulgtes ad ind paa kirkegaarden. Præsten tog da sin spade og kastede tre gange Jord ned i det hul, der var i karlens grav, og han sagde:
"Det hellige løfte er brudt, og hun er nu fri.
Pigen rejste saa hjem, men det var daarligt, de vilde kende sig ved hende, for hun var næsten ødelagt af Sorg.



Det var ved en begravelse.
Da de kom til graven, hvor liget skulde sænkes ned, laa dér en hovedskal.
En mand, der var med i følget, lossede til den og sagde:
"Du er noget tør, men kom til mig juleaften, saa giver jeg nadver."
Denne aften naaede de, og i gaarden, hvor den mand boede, gav da hundene sig til at tude i vilden sky.
Baade karlen, drengen og pigerne gik nu ud for at se, om der var noget.
Lidt efter maatte manden ogsaa med ud, og han saa da hovedskallen kom rullende.
Hundene tav nu stille.
Saa sagde manden:
"Værsgo og kom med indenfor at faa nadver." Efter at der var spist og drukket, sagde hovedskallen:
"Kom til mig nytaarsaften at faa nadver," og saa rullede den igen.
Den aften maatte da manden afsted. Han gik ind paa kirkegaarden, hvor hovedskallen kom og tog imod ham. De fulgtes nu noget ad omkring i en køn have.

Saa sagde hovedskallen:
"Du kan gaa hen til præsten og fortælle ham, at du har gaaet i denne dejlige have.
Manden gik da ind til præsten, hilste og nævnte ham ved navn.
"Det er ikke mit navn," sagde præsten.
"Ja," sagde manden, "den anden dag, jeg var her, kendte jeg nok præsten, men jeg kan nu se, at det er en anden." "Hvor er den mand fra?" spurgte præsten.
"Jeg hedder Per Søren," sagde han, "og jeg har i mange aar boed i en gaard her lige ved."
"Jeg har ogsaa været her længe, men jeg kender ikke det navn," sagde præsten.
Da manden mente, at det vel maatte staa i kirkebogen, saa tog præsten den frem og bladede op.
Efter at han var kommen to hundrede aar tilbage i den, stod der:
"Gaardmand Per Søren forsvandt nytaarsaften.
Siden var der ingen, som havde hørt noget om, hvor han var bleven af." Manden sank saa sammen og blev til en skovlfuld af Jord. Den blev af præsten kastet ud paa kirkegaarden.
====================================================================


Slut

til toppen

Tilbage